Selected Car Racing

GT World Challenge

Scroll

GT World Challenge Europe er verdens hårdeste og mest prestigefyldte GT3-serie og samler professionelle fabriks- og kundeteams fra hele Europa.

Serien er kendt for sit ekstremt høje konkurrenceniveau, ikoniske baner og stærke internationale line-up og regnes som en af de absolutte målestokke inden for moderne GT-racing.

I serien stiller Selected Car Racing med en stærk danskertrio bestående af Malte Ebdrup, Simon Birch og Frederik Schandorff. Sammen kombinerer de talent, erfaring og international
gennemslagskraft med en fælles ambition om at konkurrere i front og repræsentere dansk motorsport på højeste niveau.

Malte Ebdrup

19-årige Malte Ebdrup står foran sit internationale gennembrud, når han debuterer i GT World Challenge og indtager cockpittet i Selected Car Racings Ferrari 296 GT3 Evo.

Overgangen markerer et væsentligt karriereskridt for en kører, der allerede har positioneret sig som en af verdens hurtigste sim-racere og et af de mest markante danske motorsportstalenter i nyere tid.

Malte fik sit nationale gennembrud i 2023 i Super 2L Danmark, hvor han gennem hele sæsonen demonstrerede høj fart, taktisk forståelse og bemærkelsesværdig stabilitet. Mesterskabet blev afgjort i finalen på Padborg Park med en margin på blot ét enkelt point, men indsatsen understregede hans niveau og enorme potentiale.

I 2024 tog han springet til TCR Denmark, hvor han i sin debutsæson i kongeklassen konkurrerede på lige vilkår med feltets mest erfarne profiler. Året efter fulgte den naturlige forlængelse af udviklingen, da han sikrede sig titlen som Danmarksmester i TCR Denmark i 2025. Med debuten i international GT-racing tager Malte nu næste strategiske skridt i sin lovende karriere med klare ambitioner om at etablere sig på europæisk topniveau sammen med Selected Car Racing.

Simon Birch

19-årige Simon Birch er trods sin unge alder indbegrebet af erfaring, stabilitet og kompromisløs professionalisme. Med flere år på højt nationalt niveau, efterfulgt af international karting og senere GT-racing, har han etableret sig som en respekteret og konkurrencedygtig GT-kører.

Han er kendt for sin tekniske indsigt, sit analytiske overblik og sin evne til at levere stabile toppræstationer gennem en hel sæson. Han kombinerer rå fart med strategisk disciplin, hvilket gør ham til en afgørende profil i ethvert line-up.

I Selected Car Racing bidrager han med rutine, ro og et markant højt bundniveau, som er afgørende i langdistanceløb og tætte GT-felter. Uanset om det gælder kvalifikation, stint management eller taktiske beslutninger under løbet, leverer Simon med præcision og kontrol og er en central del af teamets ambition om at konkurrere i front på den internationale scene.

Frederik Schandorff

29-årige Frederik Schandorff har for længst markeret sig som en markant profil i international GT-racing. Med sejre og stærke mesterskabsresultater i nogle af Europas mest konkurrenceprægede serier har han dokumenteret sit niveau mod verdens absolut stærkeste kørere og teams.

Frederik kombinerer køligt overblik med kontrolleret aggressivitet, når situationen kræver det. Han er kendt for sit skarpe racecraft, sin dybe tekniske forståelse og sin evne til at levere præstationer, når marginalerne er minimale og presset størst. Det er netop i de afgørende øjeblikke, at hans erfaring og beslutningskraft gør forskellen.

Den solide ballast fra international topmotorsport giver ham en tydelig ro og autoritet i cockpittet, som smitter af på hele organisationen. Han arbejder kompromisløst med forberedelse, data og detaljer og ved præcis, hvad der kræves for at vinde på højeste niveau.

I Selected Car Racing er Frederik en nøgleprofil, der både løfter det sportslige niveau og sætter den professionelle standard i teamet. Samtidig spiller han en vigtig rolle som mentor for de unge kørere, hvor han deler ud af sin erfaring og bidrager til deres udvikling. Med international rutine, vindermentalitet og naturligt lederskab er han en central drivkraft, hver gang han spænder hjelmen og repræsenterer Selected Car Racing.

I GT World Challenge Europe 2026, kører vores danskertrio i en Ferrari 296 GT3 Evo. Den bygger videre på Ferraris nyeste GT3-platform og er udviklet med fokus på stabilitet, effektiv
aerodynamik og pålidelig performance over lange løb. Med sin twin-turbo V6 og et chassis optimeret til moderne GT3-racing giver 296 GT3 Evo et stærkt og balanceret udgangspunkt gennem hele sæsonen.

Ferrari 296 GT3 Evo

  • Motor: 3,0 liters twin-turbo V6-motor baseret på Ferraris 120° V6 fra 296-serien.
  • Drivlinje: Baghjulstræk med sekventiel racergearkasse udviklet specifikt til GT3-racing.
  • Aerodynamik: Karrosseri og aero er optimeret til stabilitet og effektiv downforce i høj fart.
  • Racingformål: Udviklet til endurance- og sprintløb i internationale GT3-serier