RaceGroup udvider med international satsning!

01. dec 2025

Efter to sæsoner som det mest dominerende team på de danske racerbaner tager RaceGroup nu det næste skridt.

Fra 2026 stiller vi til start på ikoniske baner i Europa såsom Spa, Monza og Nürburgring med hele tre stærke danske kørere bag rattet i en Ferrari.

Talentudvikling har været en central del af RaceGroups arbejde siden starten, og derfor bliver det også en kombination af to unge talenter og en erfaren profil, der repræsenterer os, når vi træder ind i verdens stærkeste GT-serie, GT World Challenge Europe.

Nyheden blev offentliggjort i går aftes ved et event i Silkeborg i lokalerne hos vores ejerselskab, Selected Car Group, hvor mere end 200 gæster var til stede.

Vores lineup til den prestigefyldte serie består af den danske TCR-mester 2025, Malte Ebdrup, nummer 3 i GT Masters Tyskland 2025, Simon Birch, og rutinerede Frederik Schandorff, to gange samlet klassevinder i GT World Challenge Europe.

Med RaceGroups næste skridt ind på den europæiske motorsportsscene følger også en klar ambition: at vise, at vi kan spille med på allerhøjeste niveau. Teamchef Henrik Lundgaard sætter med stolthed ord på det nye projekt, der allerede vækker genklang i motorsportsdanmark.

”Jeg er enormt stolt af den trio, vi stiller med i GT World Challenge Europe i 2026. Malte og Simon kommer med stærkt talent og flotte resultater, og Simon har allerede markeret sig internationalt. Frederik har skabt sig en solid international karriere, og samlet set har vi en stærk kombination af potentiale og rutine til at træde ind i det hårde felt i GT World Challenge Europe.”

De tre kørere stiller til start i en Ferrari 296 GT3 Evo – en specialbygget GT-racer med en 2.9 liters V6-motor på omkring 600 hk, 712 Nm, kulfiberchassis og avanceret aerodynamik.

”Bilen giver os muligheden for at køre med om både mesterskabet, løbssejre og klassesejre. Det kommer selvfølgelig til at kræve hårdt arbejde, disciplin og dedikation at markere sig i en serie som denne, men vi stiller ikke op bare for at være med – vi vil bringe sejrene med hjem til Danmark,” fastslår Henrik Lundgaard.

RaceGroup har indgået en aftale med italienske AF Corse om at indsætte Ferrari 296 GT3’en i mindst de fem langdistanceløb i 2026, mens beslutningen om deltagelse i seriens 10 sprintløb forventes truffet inden årets udgang.

Med denne satsning markerer RaceGroup sig nu officielt på den internationale scene. Vi tager stolt Danmark med til Europas mest prestigefyldte GT-serie, og vi er klar til at kæmpe for pokalerne, klar til at udvikle os og ser frem til den rejse, vi skal på.